Odysseus
Oplæg til udsendelsesrække baseret på et konkurrence koncept hvor socialt samvær og interaktion er i fokus.
Der er tale om et originalt underholdningsformat baseret på maritime aktiviteter i et eksotisk miljø.
For at fremme underholdningsværdien er der lagt stor vægt på deltagernes interpersonelle relationer og et højt aktivitetsniveau på basis af reelle og konstruktive aktiviteter.
Gennem 5 forskellige faser decimeres deltagerantallet gradvist til der kun er en person tilbage.
1.)En udvælgelses fase i Danmark.
2.)En bådbygningsfase (i det udvalgte geografiske område).
3.)En fase hvor deltagerne lærer at sejle.
4.)En egentlig odysse i det pågældende øhav.
5.) En finale i Danmark.
Prolog.
Der er til projektet udviklet et sejlbåds design. Det pågældende fartøj kan bygges billigt og hurtigt af standard krydsfinner plader og trælister. Det er en båd som desuden er stabil og velsejlende, og som kan rumme op til 4 personer og som 2 personer ville kunne bo og sejle i i længere tid. Det er den kendte bådkonstruktør Ib Pors Nielsen, der har ”barslet” med dette spændende fartøj – der på en utraditionel men effektiv måde lever op til de opstillede kriterier.
Ib Pors Nielsen har prøvesejlet en fjernstyret model af fartøjet. Næste fase er derfor at bygge en prototype.
Bygningen af en prototypen (af 2 mand i 3-4 uger) filmes og bliver redigeret til 1-3 udsendelser hvori der indlægges ”appetizer klip” fra seriens videre forløb. Disse udsendelser sendes som optakt til serien.
Der er i det følgende angivet antal TV udsendelser pr. fase. De fleste af de stipulerede TV udsendelser vil formodentlig, med den rette klipning og bearbejdning, kunne deles i to. Der bliver formodentlig aktiviteter og spænding nok til at den første del af en sådan stipuleret TV udsendelse kan afsluttes som ”hængeparti”, hvor det først i den følgende udsendelse afgøres hvem der sendes hjem!
Første fase: 2 dage.
Den indledende udvælgelse i Danmark.
1-2 udsendelser.
Der annonceres over en periode for tilmelding til konkurrencen. En grovsortering af de interesserede foretages på basis af de skriftlige henvendelser. En finere sortering foregår derefter gennem interviews, med henblik på frasortering ud fra blandt andet psykologiske kriterier. Folk med decideret sejl erfaring ekskluderes. Den udvalgte gruppe på ca. 25 kvinder og 25 mænd inviteres på et weekend ophold, hvor de (lidt som i Stjernetræf) konkurrere på såvel teoretiske som praktiske samt fysiske færdigheder. Der er ikke noget maritimt element i denne fase. Den pågældende weekend munder ud i at 10 kvinder og 10 mænd er blevet udvalgt. Desuden vælger produktionsselskabet yderligere 6 (interessante) reserver, som skal bruges under forløbet, og som også kan sættes ind hvis nogle af deltagerne falder fra. Dette weekend ophold samt en gennemgang af udvælgelsen filmes, redigeres og bliver en del af udsendelsesrækken.
Det er et centralt element i konkurrencens struktur, at der under hele forløbet højst er én enkelt persons forskydning i antallet af mænd og kvinder.
Det er ligeledes et centralt element at største delen af pointene gives til grupper eller par, men at disse grupper eller par skifter deltagere, således at hver enkelt deltager tager sin del af de fælles point med sig når der skiftes gruppe.
De udvalgte deltagere filmes i deres hjem og fortæller om deres liv og om deres motiver for at melde sig til konkurrencen. Disse filmede indslag indlægges i det redigerede forløb.
Rejse.
Der udvælges en eksotisk destination med et ø hav / en skærgård.
De 20 deltagere plus reserver samt to personer der i deres almindelige arbejde beskæftiger sig med personale udvælgelse og bedømmelse, (De skal være de dommer der giver point), samt TV holdet flyver til den valgte destination. På basis af weekend opholdet er deltagerne allerede blevet inddelt i 4 hold, hvor der blandt andet er blevet taget højde for, at få fordelt de deltagere der har en håndværksmæssig erfaring.
På rejsen bliver holdene sat sammen således at de i flyet lærer hinanden bedre at kende. Reserverne kommer således til at udgøre en separat gruppe.
Anden fase: 12 (+2) dage.
Lejr slåning og bådbygning.
4 udsendelser. (eller 8)
Inden flyet ankommer til destinationen har en fortrop indkøbt materialer og forberedt den lejrplads som skal benyttes i de følgende 3 uger. Et vigtigt element i lejr forberedelsen er placeringen af lejrens forskellige funktioner, idet denne placering har stor betydning for gruppe dynamikken.
Teltlejren med tilhørende bådbygningspladser anlægges i form af et kryds, således at de 4 byggepladser er længst ude ad krydsets arme, derefter teltene der har åbning i begge ender, både mod bådbygningspladserne og mod spisepladsen og det centrale fællesareal, og i midten en fælles opholds og bålplads for alle. Der lægges altså op til udpræget kollektivt samvær i fritiden. Holdet af reserver har deres teltlejr et stykke fra hovedlejren og holder sig (som hold betragtet) fra hovedlejren i arbejdstiden. Derimod indgår de i måltiderne og i det kollektive samvær om aftenen. (om deres anden funktion følger mere senere!).
Centralt i lejren placeres et udsigtstårn på 4 pæle. For neden giver tårnet eventuelt mulighed for læ og beskyttelse for gruppe samværet om bålet, og for oven har det to eller flere platforme, hvor ”dommeren” og en (lokal) kameramand om dagen kan sidde og rotere horisonten rundt, så de kan skifte fokus fra hold til hold.
Konkurrence deltagerne kan eventuelt bære mikrofoner således at en tekniker kan koble enkelt personer ind, eller det hele kan optages på bånd for senere redigering.
Der ud over regnes der med at mindst et kamerahold følger deltagernes aktiviteter på jorden. Dommeren eller kameramanden i tårnet kan via radio gøre kamera folkene på jorden opmærksomme på interessante udviklinger!
Med hensyn til etableringen af lejren er der to muligheder. Enten er den færdigetableret ved deltagernes ankomst, eller også er det kun grundplanen og de kollektive funktioner der er etableret, medens de ting som hvert hold skal bruge opbygges af holdene selv. I sidstnævnte tilfælde kan man lade være at udlevere telte, madrasser m.m., men lade det være op til deltagerne hvorledes dette skal laves. Dette arbejde kan så indgå i konkurrencen og udsendelserne.
(Der er i det følgende ikke taget tidsmæssig og pointmæssig højde for sidstnævnte mulighed.)
De pointgivende aktiviteter kan opdeles i to forskellige kategorier. Den ene er bådbygning, den anden er lejr aktiviteter, herunder i særdeleshed madlavning. Der vil via bestilling af varer gennem produktionsholdet (eller reserverne) være tilgang til alle de former for madvarer som kan købes lokalt. Foruden basis fødevarer som havregryn, ris og pasta samt madolie og krydderier, sanitetsartikler m.m. som der altid vil være nok af, får hver dags lejrhold et rammebeløb pr. deltager indenfor hvilket de kan bestille madvarer.
Da destinationen må forventes at være en subtropisk eller tropisk lokalitet, vil der være begrænsede dagtimer til rådighed. Af hensyn til konkurrencemomentet vil de fysiske aktiviteter, der har med bådbygningsarbejdet og lejr holdets arbejde at gøre, blive fast skema sat. Der bliver ligeledes faste tider for morgenmad, frokostpause og aftensmad.
Hver dag afgiver hvert hold en person til lejr aktiviteter så som oprydning, lejr forbedringer og især madlavning. Denne lejr funktion går på skift mellem holdenes deltagere og den er et konkurrencemoment..
Hvert hold får udleveret bådbygningsmaterialer, skabeloner samt det begrænsede værktøj som skal bruges. Holdene får desuden lov til at se en udvidet video udgave af prototype byggeriet. Der ud over kan de under byggeriet gense passager fra videoen, passager der beskriver byggeriets detaljer.
Ud fra prototype byggeriet er det muligt at pointsætte færdiggørelsen af bådenes forskellige dele. Denne point fordeling er ikke deltagerne bekendt, men de kan forsøge at tilrettelægge arbejdet med henblik på at udnytte arbejdsindsatsen optimalt. Da prototype byggeriet desuden foretages af 2 personer over en 3- 4 ugers periode, og da holdenes både bygges af 4 personer over en 2 ugers periode, betyder dette at holdene, med sine 4 personer og begrænsede værktøjsbeholdning, tvinges til at planlægge hvilke processer der kan laves samtidig, og der vil derfor hurtigt opstå forskelle i byggeprocessen holdene imellem. Hver dag, efter bådbygnings aktiviteternes ophør, bliver dagens arbejde kontrolleret af en sagkyndig, således at fejl der vil have sikkerhedsmæssige konsekvenser, eller som vil betyde at bådene ikke ender med at blive nogenlunde ens, vil blive stoppet og rettet næste dag.
Pointgivning:
I løbet af de 12 dage denne fase varer, skal der laves 4 TV afsnit. Hvert afsnit spænder således over 3 dage i lejren. I forbindelse med hvert afsnit skal pointene gøres op, og hvert afsnit slutter med at en deltager bliver sendt hjem. I hvert andet afsnit bliver det en kvinde og i hvert andet en mand. (Vil man lave et TV afsnit hver anden dag, og hjemsende en deltager hver anden dag, skal deltagerantal m.m. rekalkuleres).
Et af spændingsmomenterne bliver at deltagerne får point for forskellige aktiviteter, men de får ikke selv pointene at vide. Det gør seerne derimod!
Hver tredje dag opgøres pointene for bådbygningen, så der bliver et pointmæssigt hierarki. Foruden disse point skal deltagerne hver især stemme på hvilket af de 3 andre hold der har lavet det pæneste arbejde, hermed opstår der også et hierarki. Ved alle afstemninger er der stemme tvang, man vil selv få tildelt en negativ stemme hvis man ikke stemmer! Det fremgår nedenfor hvor meget en negativ individuel stemme tæller.
Udregningen af stemmer for byggehastighed kan foregå som følger: Det hold der er nået længst med bådbygningen (har flest bådbygningspoint) bliver nr. 1. Det hold der er næstlængst bliver nr. 2. osv. Placeringerne udtrykkes derefter således.
Nr. 1 = 55 point
Nr. 2 = 50 point
Nr. 3 = 45 point
Nr. 4 = 40 point
Udregningen af stemmer for bygge kvalitet bliver tilsvarende:
Nr. 1 = 55 point
Nr. 2 = 50 point
Nr. 3 = 45 point
Nr. 4 = 40 point.
De tre dages tre lejrhold skal på den tredje dags aften hver vælge en repræsentant, der fremlægger holdets indsats. Efterfølgende stemmes der individuelt på hvilket hold der var det bedste (maden kommer her til at få stor betydning!). De personer som har været på de pågældende lejrhold kan ikke stemme, til gengæld deltager reserverne (der jo er med til måltiderne og det kollektive samvær) i afstemningen. Deltagerne på det lejrhold som får flest stemmer får samme point som det bedste bådbygningshold. (stemmer for hurtighed og kvalitet lagt sammen) Da der jo er tale om en enkelt dags indsats, betyder det, at det bedste bådbygningsholds point divideres med 3 = 1 dags hold point. En dags hold point divideres derefter med 4 = 1 dags individuelle point. Hermed kan den der har været på lejr holdet tage et point score der formodentlig er forskelligt fra sit bådbygningshold med tilbage til dette. Det lejr hold der blev nr. 2 får point svarende til gennemsnittet af bådbygningshold 2+3, og det hold der bliver nr. 3 får pointlighed med det dårligste bådbygningshold.
Dommeren i sit tårn har gjort anmærkninger om personer der udmærker sig i den ene eller den anden retning. Han skal hver dag placere mindst 3 positive og 3 negative stemmer på deltagerne. Det tilstræbes at fotografen i tårnet får nogle skud der kan illustrere dommerens vurdering.
Den tredje dags aften udregnes ”en dags gennemsnitlige point score for en person”. Dommerens stemme udgør 1/10 af dette. Det betyder at en individuel person kan blive belønnet med det pågældende antal point eller straffet tilsvarende.
Selv om pointsystemet umiddelbart virker kompliceret, med risiko for at trække underholdningsværdien ned, mener jeg at det modsatte i allerhøjeste grad kan blive tilfældet, hvis dataene i redigeringsfasen bliver fremvist grafisk og med billeder af deltagerne. Fremstillingen kan være sådan, at personernes billede og placering flyttes rundt på skærmfladen efterhånden som udregningen skrider frem, og medens kommentatoren kommer med bemærkninger om nogle af personerne, fremhæves denne persons billede og placering osv.
Når udregningen foretages i lejren om aftenen den tredje dag, bliver deltagerne, der jo ikke skal vide den faktuelle stilling, udelukkende gjort opmærksom på hvem der var taberen og som derfor må forlade lejren. Deltagerne kan derefter ved bålet spekulere sig gule og grønne, og diskutere indbyrdes om hvad det var der gjorde, at det netop var den person der røg ud. Den dialog kan indgå i udsendelsen.
Efter de første tre dage er det den mand der har det laveste score som bliver sendt hjem, efter seks dage er det den kvinder der har det laveste score osv.
Da der kun bliver hjemsendt en person pr. gang, samtidig med at der er 4 hold, får det som konsekvens, at et hold mangler en deltager i forhold til de andre. Efter yderligere 3 dage mangler der 2 osv. Det er her reservernes aktive deltagelse kommer ind. Samme dag som den første hjemsendelse finder sted, trækker de mandlige reserver lod om hvem af dem der for en enkelt dag skal udfylde pladsen i det hold der har tabt en deltager. Den mandlige og den kvindelige reserve der, ved afslutningen af de 12 dage denne fase varer, har højest point score får mulighed for at indtræde i den egentlige konkurrence. Såvel konkurrence deltagerne samt reserverne får nemlig på dette tidspunkt lov til at stemme om hvilken enkeltperson blandt konkurrencedeltagerne de har mest lyst til at få sendt hjem. Den der får flest stemmer her bliver sendt hjem og den heldige mandlige eller kvindelige reserve indtræder i stedet.
Hvis der er 6 reserver, vil disse kunne deltage 3 dage hver i denne periode, såfremt der ikke bliver indsat nogen reserve på grund af sygdom eller andre forhold. En reserve der bliver indsat ved frafald overtager den frafaldnes point.
Det er især i denne fase af udsendelsesrækken, hvor man begynder at få et nærmere kendskab til hver enkelt deltager, at det vil være relevant at indlægge de i Danmark optagne ”hjemme interview”.
Der foretages desuden interviews med enkeltpersoner gennem hele forløbet, især hvis der er tegn på interessante psykologiske udviklinger.
Denne anden fase, byggefasen afsluttes ved at der holdes en til to dage fri fra pointgivende aktiviteter. Alle hjælper til med at få færdiggjort den / de både der endnu ikke er helt færdige. Når dette er gjort bliver der festet i forbindelse med søsætningen af bådene. Festen kan indgå i udsendelserne.
I forbindelse med afslutningen af byggefasen nulstilles point scoret. Alle starter på næste fase på lige fod. Da hver af de tre faser er forskellige, er det også forskellige menneskelige kvaliteter der bliver fremherskende i de tre faser. Nye mennesker kommer måske i forgrunden.
Tredje fase: 13 (+1) dage.
Uddannelsesfasen.
4 udsendelser. (eller 8)
I uddannelsesfasen er der 16 deltagere tilbage plus maksimalt 5 reserver. Reserverne indgår nu helt i aktiviteterne, men er rent konkurrencemæssigt fortsat blot reserver. Reserver plus deltagere kan flytte rundt i teltene som de vil, reservernes teltlejr nedlægges dog.
Dommerne bliver skiftet ud med sejl instruktører.
Med henblik på sejl træningen bliver de maksimalt 21 personer delt i to hold. Et formiddagshold og et eftermiddagshold. Formiddagsholdet modtager sejltræning frem til frokost. Eftermiddagsholdet laver i den tid morgenmad, ordner i lejren og anretter frokost. Der ud over har de sejlteori som de skal læse på. Om eftermiddagen byttes rollerne om. Om aftenen gennemgås næste dags teori.
Næste dag er det eftermiddagsholdet der er morgenhold osv. Det første forløb strækker sig over 3 dage, alle skal have en chance for at komme i gang med såvel sejladsen som med teorien inden der bliver konkurrence. Der rokeres 1 gang rundt med personerne mellem de forskellige både, og tilsvarende på eftermiddagsholdet, så der ikke opstår stærke og svage hold. Den 4 dag er konkurrence og eksamensdag, her deltager reserverne ikke men arbejder i stedet som lejrhold.
Efter at der er trukket lod om hvem der skal danne par, sejler de første 4 par kapsejlads mod hinanden. Der gives point i to discipliner, sømandskab og placering i kapsejladsen. Der afholdes to separate kapsejladser, en for formiddagsholdet og en for eftermiddagsholdet. Dette betyder at der kan blive point lighed mellem nogle af deltagere på de to hold, denne eventuelle individuelle point lighed fjernes imidlertid nok når resultatet lægges sammen med pointene fra de teoretiske prøver. Skulle det usandsynlige tilfælde indtræffe, at det netop er de dårligst placerede der har pointlighed, er der enten forberedt nogle ekstra teoretiske spørgsmål, eller hvis der er tid til det kan hver af dem med stemmelighed udpege en makker, hvorefter der sejles en ekstra kapsejlads mellem to både. Når resultatet af kapsejladserne og de teoretiske prøver foreligger, vil den kvinde og den mand der har lavest score forlade lejren. Deltagerne holdes herefter samlet og diskussionen af dagens forløb samt hjemsendelsen filmes. Efterfølgende bliver resten af dagen fri.
Forløbet gentages, blot bliver der nu kun 2 uddannelsesdage mellem hver konkurrencedag, de næste konkurrencedage bliver altså dag 7, dag 10 og dag 13.
Den 14 dag gøres bådene klar til langtur og ellers er det en fridag som afslutning på tredje fase.
Der er nu 8 konkurrencedeltagere tilbage, - 4 kvinder og 4 mænd.
Reserverne pakker i den følgende tid lejren sammen, medens de venter på om der bliver brug for dem.
Fjerde fase: 12 dage.
Odysseen.
3 udsendelser. (eller 6)
De 4 både med besætninger forlader nu det hidtidige beskyttede farvand og sætter ud på den egentlige odysse. (der tages en rørende afsked med den gamle lejrplads og reserverne!) Der sejles til en på forhånd bestemt ankerplads hver dag, og holdene får point for at komme først og for deres sømandsmæssige præstation. Hver deltager tager halvdelen af sin båds point med sig. Der overnattes (så hvidt muligt) i fællesskab, og der gives igen individuelle point for sociale aktiviteter så som madlavning, bidrag med fangede fisk eller andre fødevarer som kan supplere den sunde og rigelige men monotone basiskost af havregryn, ris, dåsebønner, pulversuppe, olie, the, sukker, krydderier og vitaminpiller, der nu er de eneste fødevarer de får med sig! Næste morgen skiftes der makker efter et i forvejen fastsat mønster.
Efter 4 dage sorteres den kvinde og den mand der har færrest point fra, og de tre både fortsætter.
Den båd der udgår overtages af reserverne så de kan træne.
I den næste 4 dages periode skal hvert hold foruden ovennævnte aktiviteter, der nu bliver tidsmæssigt komprimeret, løse opgaver der kræver såvel teoretiske som fysiske præstationer. F.eks. kan bådene placeres ved hver sin strand hvor forholdene skal være nogenlunde ens (eller på samme strand med tidsforskydning). Holdet får besked på, at der vil komme en storm, og båden skal derfor trækkes på land hurtigst mulig og med mindst mulige skrammer.
Eller f.eks. Al ferskvandet er i nattens løb løbet ud, hvert hold skal ved hjælp af de materialer de har til rådighed konstruere noget der skaffer dem så meget ferskvand som mulig. Opgaven udgør f.eks. 50 % af dagens score for den der får mest vand, 40 % for nr. 2 og 30 % for nr. 3. Sideløbende hermed giver kapsejladsens to discipliner f.eks. 50 % for vinderen, 40 % for nr. 2 og 30 % for taberen.
Eller f.eks. Din kvindelige/ mandlige makker er kommet til skade, du må/kan ikke sejle alene, men du skal hente hjælp på den anden side af øen. På vejen skal du forcere en kløft som du bliver nødt til at lave en form for bro over osv.
Efter 4 dage sorteres yderligere en mand og en kvinde fra.
Den tredje periode, som også strækker sig over 4 dage, starter med at de tilbageværende to kvinder konkurrerer om hvem der skal have lov til at vælge sin mandlige makker i det afsluttende forløb. De to makkerpar forbliver nu de samme i den følgende periode. Det raffinerede ved den vindende kvindes valg af makker er, at hvis hun vælger den bedste makker for den sidste par dyst, vælger hun måske dermed også den største konkurrent i kampen om at blive Odysseus. Selv om der i denne fase skal være adskillige fysiske konkurrence elementer bør fysisk styrke have så lille betydning som mulig.
En opgave kan f.eks. være. Lav ild uden brug af tændstikker eller forstørrelsesglas.
Når disse 4 dage er gået er der kun 1 besætning tilbage, en mand og en kvinde.
Femte fase: 1 dag.
Odysseus.
1 udsendelse.
I stedet for at lave en kappestrid mellem den tilbageværende mand og kvinde henlægges det endelige valg af Odysseus til et live show i Danmark, efter at alle de øvrige afsnit er sendt. De afgåede deltagere kan ved den lejlighed fortælle om deres oplevelser og også optræde som advokater for den ene eller den anden af de to finalister. Klip fra forløbet kan vises på storskærm. Til stede ved dette live show kan være alle de der har deltaget i udsendelsesrækken, samt nogle af dem der blev frasorteret før udsendelsesrækken, disse må formodes at have fulgt udsendelserne særlig intenst. Disse tilskuere kan udstyres med f.eks. 4-10 stemmer hver. Samtidig kan seerne (mod at betale et beløb til u-lands hjælp, eventuelt til det område hvori konkurrencen foregik!) telefonstemme med en enkelt stemme pr. opkald. Den samlede point sum afgør hvem af de to finalister der vinder den kontante præmie og bliver Odysseus!
BÅDEN.
Den opgave jeg stillede yacht designeren Ib Pors Nielsen overfor var at designe en båd som kunne bygges hurtigt og let ved brug af et minimum af værktøj. Båden skulle desuden være virkelig sødygtig. To personer skulle kunne leve i / med den over flere uger, den skulle være velsejlende, fladbundet for at kunne komme ind på lavt vand, og let nok til at kunne trækkes på land.
Jeg havde nok forestillet mig en traditionel buttet sænkekølsbåd og jeg var derfor forbavset da jeg modtog Ib Pors Nielsens design. Jeg så imidlertid ret hurtigt hvor genialt det var, især fordi dette ny designede fartøj i langt højere grad end en traditionel konstruktion formåede at opfylde de opstillede kriterier.
Valget af bådtypen en proa, hvilket i princippet er en asymmetrisk katamaran, gør det muligt at konstruere et langt og smalt hovedskrog, der giver gode sejlegenskaber. Normalt ville man lave et sideskrog på hver side af hovedskroget og fartøjet ville være en trimaran. At lave to sideskrog ville imidlertid betyde brug af ekstra tid og ressourcer og tilføre ekstra vægt, uden at man i denne sammenhæng ville få nogen særlig fordel af det. Ideen med et sideskrog hviler på det princip at dette enkelte sideskrog skal indeholde drikkevand og bagage, vægt som man under alle omstændigheder skal have med, og som lige så godt kan udnyttes som balancerende ballast i stedet for blot at være en dødvægt i hovedskroget.


It is a nice hobby.Many People like Rc Boats hobby.The brand new Arrow Wind rc boat is fast and furious fun. With a SC 390 type racing motor and a large torsion propeller you can reach speeds of 25+ MPH.
SvarSletRegards
Helen
Nitrotek